Det er ikke længere nogen hemmelighed, at jeg pr. 01.01.2012 har solgt By & My til min søster og svoger. Det var en hård men nødvendig beslutning. Jeg kan ikke længere finde tid til både mit deltidsjob i banken, familien, veninderne og en netbutik på samme tid. En ting skulle skæres fra, og det blev altså By & My. Jeg har selv bygget den op fra bunden for snart 5 år siden, passet og plejet den og elsket hvert øjeblik. Men nu er det tid til at give den fra mig. Heldigvis bliver den i familien :-D Så helt slipper jeg den ikke. Lageret kørte vi over for et par uger siden, så den del står jeg ikke længere for. Det er meget uvant med alt det tid, jeg nu har fået til rådighed. Min fritid har jo tidligere total tilhørt By & My, så nu skal jeg til at vænne mig til al den frihed.
Familien er glade for min beslutning, og det er jo i bund og grund det der betyder mest for mig. Jeg går dog og grubler meget over, hvad jeg kunne tænke mig at bruge min nye fritid til. Det skal være noget som giver mig samme glæde, som arbejdet med shoppen har givet mig, men ikke indebærer alt det ansvar, som også følger med. Det er jo ikke kun sjov det hele. Der er bogføring, mails, pakning, oprettelse af varer, daglige ture til posthuset, markedsføring etc. Jeg kan godt lide, at have mange projekter i gang. Faktisk er jeg kendt for at have mange bolde i luften, mit største problem er nok, at jeg kaster for mange op på en gang og glemmer at gribe dem igen. Så derfor er jeg varsom med at kaste mig hovedkuls ud i et nyt projekt.
Jeg skal også have lavet en ny blog. Jeg er jo snart ikke en del af By & My mere. Så derfor skal jeg have fundet et nyt og mere passende navn... øj det er svært.
0 kommentarer:
Send en kommentar